Faglig duo skal stå i spidsen for ny kunstfestival i Billund

Billund Kommune har valgt en fagligt stærk duo til at udvikle den nye kunstfestival Transformation – Festival for Kunst og Rum. Kunsthistoriker Anders Berg Jacobsen og billedkunstner Sofie Telling Berg tiltræder som projektledere den 1. juli 2026.
Festivalen er en del af et nyt kultursamarbejde i Trekantområdet og skal på sigt udvikle sig til en markant kulturel signaturbegivenhed i Billund. Den finansieres primært af kulturaftalemidler fra Kulturministeriet.
Om ambitionerne siger Anders Berg Jacobsen:
”Vi ser et stort potentiale i at udvikle en festival, hvor kunstnerisk kvalitet og stedsspecifikke oplevelser går hånd i hånd. Vores ambition er at arbejde med stærke kunstnere og skabe værker, der både overrasker, engagerer og giver nye perspektiver på de rum, vi færdes i til hverdag. Samtidig er det vigtigt for os, at festivalen bliver forankret lokalt og skabt i tæt samarbejde med de mennesker, der bor og lever i Billund.”
Også Sofie Telling Berg ser frem til opgaven og forklarer, at festivalen vil invitere kunstnere til residency-forløb, som skal munde ud i installationer og events i og omkring Billund Centret.
Ifølge Lars Hansen, formand for Unge, Beskæftigelse, Kultur og Frivillighedsudvalget, er duoen valgt på baggrund af både faglighed og erfaring med store projekter og fundraising.
Festivalen får Billund Centret som fysisk ramme og skal hvert år bringe kunstnere til byen for at skabe midlertidige værker i offentlige rum. Første udgave af festivalen afvikles i oktober 2026.
Faktaboks:
- Navn: Transformation – Festival for Kunst og Rum
- Sted: Billund Centret – Vores Kulturhus
- Første afvikling: Oktober 2026 (fuldt format fra 2027)
- Projektledere: Anders Berg Jacobsen og Sofie Telling Berg
- Tiltrædelse: 1. juli 2026
- Finansiering: Kulturaftalemidler fra Kulturministeriet
- Formål: Kunstneriske oplevelser, stedsspecifik kunst og publikumsinddragelse
- Indhold: Artist-in-residence, installationer, performances, events og udendørs værker
- Samarbejde: Del af kultursamarbejde i Trekantområdet
- Fokus: Lokal forankring og samarbejde med borgere og aktører
- Festivalens mål: Udvikle Billund Centret som kulturelt samlingspunkt og skabe national gennemslagskraft






Accepter kun nødvendige cookies