Erfaren biblioteksleder skal stå i spidsen for Billund Bibliotekerne

Billund Kommune har ansat Judith Benz Therkelsen som ny leder af Billund Bibliotekerne. Hun tiltræder stillingen den 1. august 2026 og kommer med mange års erfaring fra biblioteksverdenen, hvor hun i 25 år har arbejdet med drift og udvikling af Vejle Bibliotekerne – både som medarbejder og leder.
Den nye biblioteksleder ser frem til opgaven og peger på de muligheder, der ligger i området:
”Jeg glæder mig til at blive dygtigere sammen med medarbejderne. Og til at udvikle bibliotekerne til at blive en attraktiv samarbejdspartner, både i og udenfor kommunen. Der er fra Billund Kommunes side lagt en flot strategi på området, og den skal vi sammen arbejde for at opfylde,” siger Judith Benz Therkelsen.
Også i kommunen er der tilfredshed med ansættelsen. Rasmus Kaufmann, områdechef for Kultur, Fritid og Branding i Billund Kommune, fremhæver både hendes erfaring og faglige profil.
”Det har været en god proces med flere kvalificerede ansøgere. Men Judith gjorde et rigtig godt indtryk, både med sin store viden, et godt fagligt overblik, og som et behageligt menneske. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har fundet den helt rigtige kandidat, og glæder mig til samarbejdet,” lyder det.
Judith Benz Therkelsen skal fremover stå i spidsen for Billund Bibliotekerne, der omfatter MAGION Bibliotek, Billund Bibliotek samt filialerne i Vorbasse og Sdr. Omme. Derudover får hun ansvar for udviklingen af Billund Centret som kulturhus.
Faktaboks:
- Navn: Judith Benz Therkelsen
- Stilling: Ny leder af Billund Bibliotekerne
- Tiltrædelse: 1. august 2026
- Tidligere erfaring: 25 år i Vejle Bibliotekerne (medarbejder og leder)
- Ansvarsområder i Billund:
- MAGION Bibliotek
- Billund Bibliotek
- Biblioteksfilialer i Vorbasse og Sdr. Omme
- Billund Centret (udvikling som kulturhus)
- Udpeget af: Billund Kommune
- Områdechef: Rasmus Kaufmann, Kultur, Fritid og Branding






Accepter kun nødvendige cookies